På jødebesøg i Berlin

I uge 42 havde jeg den store fornøjelse at være med Israelsmissionens Unge i Berlin, hvor vi blandt andet besøgte en messiansk-jødisk menighed og deltog i deres gadeevangelisation og bibelstudium. En virkelig unik oplevelse, som jeg desværre ikke har fået berettet om her på bloggen.

Til gengæld har jeg skrevet en reportage til Israelsmissionens Avis, og den skulle komme i næste nummer. Så er der ingen undskyldning for ikke at abonnere på avisen, som tilmed er gratis! :o) Skriv til kontor@israel.dk og få avisen. Mellem os sagt skulle artiklen vist også komme på http://ung.israel.dk.

90'ernes fede musik og 80'ernes lækre lyrik

Noget, jeg rigtig nyder, er at lægge mig i min seng og lytte en cd helt igennem, idet jeg følger med i teksten. En sygedag gjorde lige, at jeg fik god tid til det, og det gav virkelig en god oplevelse!

Det er rigtig fedt, hvis man tager en cd, der er bygget op som én lang fortælling eller udvikling i livet, troen osv. Her kan jeg varmt anbefale 'The Rebirth of Kirk Franklin' (af Kirk Franklin) og Unafraids 'To Whom It May Concern'. Sidstnævnte sætter på formidabel måde ord og musik på et menneskes tvivl, kampe og frustrationer over, hvor Gud er i al lidelsen - og så ind imellem og til sidst kommer der forløsende lyspunkter med fremtidshåb. Da jeg først hørte den, brød jeg mig ikke om sangen 'Blessing', da den så ekstremt pludseligt skiftede mellem noget meget stille og noget meget aggressivt. Men da jeg så fulgte med i teksten, gav det så god mening, at det nu er et af mine yndlingsnumre på cd'en!

Nu må jeg så bekende, at den cd, jeg i går lyttede til var noget så lavt som en opsamling, så en eventuel sammenhæng mellem sangene er jeg ikke i besiddelse af. Det drejer sig om bandet Petra, der efter 33 år (dog med skiftende medlemmer) sagde "Farewell" for cirka to år siden. De havde efter min mening deres musikalske storhedstid i første halvdel af 90'erne, men mht. deres tekster, skal vi nok ti år længere tilbage i tiden, hvor deres legendariske guitarist Bob Hartman skrev nogle geniale poesier med virkelig stærke indhold som f.eks. 'For Annie' (1981), 'Judas' Kiss' (1982), 'Grave Robber' (1983) og ikke mindst 'Hollow Eyes' (1985).

Det ville være at øve vold på sangene bare at bringe uddrag her, så jeg vil henvise til fansiden Petra Rocks My World, hvor du nemt kan finde teksterne, og så ellers bringe hele teksten til en sang, der skar dybt i mig (men det virker nok bedst med musik, så køb cd'en!):

Judas' Kiss
Words and music by Bob Hartman
Based on Luke 22:47, 48

I wonder how it makes you feel when the prodigal won't come home
I wonder how it makes you feel when he'd rather be on his own
I wonder what it's like for you when a lamb has gone astray
I wonder what it's like for you when your children disobey

It must be like another thorn struck in your brow
It must be like another close friend's broken vow
It must be like another nail right through your wrist
It must be just like
Just like Judas' kiss

I wonder how it makes you feel when no one seeks your face
I wonder how it makes you feel when they give up in the race
I wonder what it's like for you when they willingly disobey
I wonder what it's like for you when they willingly walk away

It must be ...

Har du ikke mulighed for at høre den, skal du bare forestille dig en tung og enkel trommerytme, en skæv, The Doors-orgel-agtig melodi på synthesizer, nogle aggressive blues-rifs på guitaren og en skingrende vokal a la Queen!

Det kunne være interessant at høre nogle bud på vore dages Keith Green; udover førnævnte Unafraid kommer jeg kun i tanker om Eli! Er der meget langt imellem de gode poeter, eller er det bare mig, der ikke kender dem?

Paulus' lære om det ubevidste

Og så kommer et andet indlæg, som har ligget og ventet på at blive gjort færdigt siden d. 21. august ...

Jeg har lige været en tur ude hvor kragerne vender - i et parcelhus et stykke uden for Sorø - for at tale ved en såkaldt inspirationsaften. En dejlig oplevelse at finde et så varmt og levende kristent fællesskab, omend så småt og bestående af så forskellige mennesker - nogle skrøbelige og famlende, andre solide og fulde af visdom. Men så favnende og bærende hinanden frem for den almægtige Far i hengiven og tillidsfuld bøn.

Det skulle handle om 'det nye liv i Kristus'. Om spændingen ved at leve i en dobbelt virkelighed: et nyt liv, helt ren overfor Gud på grund af Kristi stedfortrædende død - og så stadig i den virkelighed, hvor vi må se i øjnene, at vi igen og igen falder i synd. Apostlen Paulus skrev for cirka 1950 år siden:

(...) Synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: "Du må ikke begære!" Men med budet fik synden et påskud og vakte al slags begær i mig. (Romerbrevet 7,7b-8a.)

Lige da jeg var gået af sted mod bussen med manuskriptet for aftenen i tasken, kom jeg i tanker om noget, jeg for nylig havde læst i Jostein Gaarders 'Sofies Verden':

Udtrykket "det ubevidste" anvendte [Freud] om den slags ting, som vi har "fortrængt". Det vil sige den slags ting, vi har gjort os umage for at glemme, fordi de var enten "ubehagelige", "uanstændige" eller "væmmelige". Hvis vi rummer ønsker eller lyster, der er utålelige for bevidstheden - eller for "overjeg'et" - så skubber vi dem ned i underetagen. Væk med dem! (...)
Vi lever med et konstant "tryk" fra fortrængte tanker, der forsøger at kæmpe sig op fra det ubevidste. Det sker derfor tit, at vi siger eller gør ting, uden det var "meningen". Ubevidste reaktioner kan på den måde ofte styre vore følelser og handlinger. (Sofies Verden (dansk udg.) s. 448-49)

Freud er den, der først formulerede læren om det ubevidste, og det fortjener han ros for. Men er det ikke pudsigt, at Paulus cirka 1850 år tidligere skrev, at "med budet fik synden et påskud og vakte al slags begær i mig"?

Altså, fordi jeg har hørt dette "du må ikke begære", er jeg solgt til et liv i kamp mod begæret, og nogle gange må jeg råbe med Paulus: "Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?" Jeg tror ikke, jeg her på jorden bliver fri for synden - "dette dødsens legeme". Men Jesus har vundet kampen over synden, for at jeg ikke skal kæmpe, men leve i frihed fra synden. Paulus fortsætter:

Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.
Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. (Romerbrevet 7,24-8,1)

Hvor befriende! Her formulerer Paulus kort og præcist den spænding, som selv han lever i: at tjene Guds lov med sindet, men syndens lov med kødet. Alligevel er der ingen fordømmelse, hvis du er i Kristus Jesus!

Ekko fra Sörknattens bjergtoppe

Puha, dér var min blog lige ved at sove ind i søvnen! Jeg skrev faktisk halvandet blogindlæg i juli og august, men fik en masse andet at se til, og pludselig var min pc til reparation. Så her følger først en reportage fra min sommerferie med familien i Sverige, skrevet den 25. juli. Jeg tillader mig lige at gøre den færdig her to måneder efter ...

Vel oppe på en af Sörknattens bjergtoppe får man lyst til at udstøde et forårsskrig. Ligesom Astrid Lindgrens figur Ronja Røverdatter gjorde det i Tage Danielssons filmatisering fra 1983. For den milevide udsigt over søer, skove og bjerge er så magisk, at man forventer, at rumpenisser og skovhekse (vildvittror) når som helst kan springe frem bag en sten eller dykke ned fra himlen.

Sådan fortæller Turen går til Sydsverige om området her i den nordvestlige del af Sydsverige. Vi så hverken rumpenisser eller skovhekse, da bror Simon, svoger Brian og jeg klokken halv seks i morges kørte dybt ind i de svenske skove her i Dalsland, hvor vi holder ferie med familien. Til gengæld blev vi vidner til en storslået natur, der langsomt vågnede i takt med, at solen fik mere og mere magt. Skovsøerne nedenfor os døsede stadig hen under den mystiske mosekonebryg, da vi forlod bilen på en bjergsråning og begav os opad. Ofte måtte jeg standse op, nyde den formidable udsigt og tage et par billeder.

På billedet ses røverkongens sønner, Brian og Simon. Vi håbede på at se nogle flotte dyr, og jeg fik da også et par korte glimt at et rådyr, der sprang af sted. Da vi højt oppe på bjerget var ved at opgive at få nedlagt den elg til aftensmaden, gav vi os til at råbe som Ronja - og jodle. Det gav de vildeste ekkoer, jeg har hørt! Lige efter ens råb kom svaret fra bakkerne lige omkring os. Men mere end et sekund efter kunne man høre en kaskade af ekkoer fortsætte derude i de skovklædte bjerge og dale, som strakte sig over måske ti kilometer, inden øjet nåede horisonten.

Wow, en storslået natur, Gud har skabt til os!

Flodbølge af "venner"!

Facebook. Fjæsbog. ProFil. Find venner. Find kærligheden. Favorisér. Forbliv uvenner. Vi har i dag valgt at sætte fokus på tilfældige ord, som alle (ja, alle!) har det til fælles, at de starter med F. Den opmærksomme og epidemiramte læser vil bemærke, at de også alle har noget med folkesygdommen Facebook at gøre ...

Jeg blev smittet for to uger siden, selvom jeg forsøgte at stå imod presset. Jeg måtte indrømme, at det trods absurd vennekapløb og tidsspild er en både praktisk og sjov foranstaltning med rigtig gode muligheder for at forny relationer og holde dem ved lige. - Så længe det ikke erstatter den virkelige omgang med folk ...

Inden jeg tog på en uges ferie var jeg blevet velsignet/belæmret med 29 "venner", og da jeg kom tilbage igen, var der 54 nye "venneanmodninger", hvoraf nogle har været folk, jeg faktisk ikke kender! Det ser ud til at antallet af "venner" fortsat har tænkt sig at stige, sådan at man til sidst er "venner" med hele vide verden. Men med den fremgangsmåde, at man anmoder om at blive ven med folk, man kun har hilst på eller gået på efterskole med for ti år siden stort set uden at have vekslet ét ord med dem - går idéen så ikke lidt af det, eftersom ens venneliste bliver helt uoverskuelig?

I den forbindelse kunne det være fedt høre nogle meninger: er det ok at takke nej til venneanmodninger fra folk, man godt ved, hvem er (og som man måske møder igen)?

"Vil du elske ...?"

Jeg sidder i toget på vej hjem fra en skøn og begivenhedsrig weekend i Vejle, Herning og Slagelse. Min ældste storebror, Flemming, blev gift med Ruth i lørdags, og det var et rigtig dejligt bryllup med rørende taler, lækker mad og musik samt dejlige mennesker! En parantes til musikken: Det tråd, jeg skulle lægge på 'Hil dig, frelser og forsoner' sammen med min søster Annette på orgel, gik i selvsving og blev til noget mudder nede i kirken (fik jeg at vide bagefter), da der endelig blev forbindelse fra guitar til forstærker! Det var jeg ret skuffet over. Tilmed blev lovsangen, som vi søskende skulle runde aftenen af med, aflyst, fordi det blev for sent og en del tog hjem, hvilket jo også var lidt ærgerligt, men sådan måtte det jo bare være. Men bortset fra det en skøn, skøn dag, og dejligt at tilbringe weekenden sammen med bror og svigerinde og alle de andre!

Det er virkelig dejligt, at Flemming har fundet sin kone, og at de har erklæret at ville elske hinanden. Som det blev understreget af både præsten (min fætter Steen) og af gommen, er kærlighed ikke først og fremmest en følelse af forelskelse, men det er det at ville elske. Mit yndlings-90'er-band dc Talk udtrykker det sådan: "Love Is a Verb" - "At elske/kærlighed er et verbum", altså noget, man gør. Men kan man elske et andet menneske bare ved at ville? Skal der ikke også følelser til, for at man kan blive ved at elske? Og hvad fører ellers en mand og en kvinde sammen, hvis ikke varme følelser for hinanden?

Hertil havde Leif Andersen, som fem uger tidligere viede min lillesøster, Miriam, en pointe, nemlig at følelserne kommer af kærlige handlinger. Så når man viser kærlighed over for den anden, får den anden følelser for én, og disse følelser motiverer personen til at elske tilbage. Men hvad kommer så først: hønen eller ægget? Eller hvad er det, der gør, at man bliver forelsket - den andens kærlighed til én?

Jeg har tagget mig ...!

På søster Annettes blog så jeg en fed idé, som allerede er godt kendt i blog-verdenen; nemlig at "tagge" hinanden ("to tag" betyder bl.a. at mærke og at "blive den" (i tagfat)), og jeg har samlet bolden op fra Annette og derved "tagget" mig selv - så jeg er den! Reglerne er som følger:

1. Saml den nærmeste bog op.
2. Åbn den på side 123.
3. Find den femte sætning.
4. Post de næste tre sætninger på din blog.
5. “Tag” fem andre bloggere og skriv hvem der taggede dig.

Da det er lidt for kedeligt at vælge ordbogen, som jeg lige har brugt til at slå 'tag' op, bliver det bogen Ung Sorg af Eleonora Andersen, som jeg bruger lidt som opslagsbog, da den behandler mange forskellige emner såsom skilsmisse, død, seksualitet m.fl. Da den kommer omkring så mange emner, når den kun lige at stikke til dem, men til gengæld giver den mange forslag til videre læsning inden for de forskellige emner. En anden bonus er, at man får læst om nogle emner, som man ikke troede, man havde brug for at læse om, men som måske alligevel kan gøre én godt. Jeg har taget bogen frem flere gange og vil anbefale den, også selvom man måske ikke er helt ung længere!

På side 123 er vi et afsnit, hvor Andersen sammenligner skilsmisse med død og opfordrer til at få taget afsked med den/de mistede, lige som når nogen dør:

At aflutte og rydde op sammen og høre og sige de svære ord om det, man mistede. Måske udtrykke vrede over noget, sige tak for andet og om muligt begynde så småt på tilgivelsesprocessen.

Også efter en skilsmisse er der liv forude, som muligvis bliver lettere at leve sammen, hvis man tager ordentlig afsked.

Som sagt er smitten nået vidt omkring, så jeg vil gøre som min søster og lade det være frit for enhver at lade sig "tagge"!

Yom Ha'atzmaut - at fejre Israel

Hvad har Anders Fogh Rasmussen, Erann DD og Eddie Skoller til fælles? Det er ikke kun det, at de alle (måske bortset fra Skoller) har en skinger stemme, men alligevel forstår (måske bortset fra Skoller) at bruge den; nej, de og mange andre medvirkede ved en fest for staten Israel, som jeg var så heldig at tage del i i torsdags, Israels uafhængighedsdag efter den jødiske kalender. Og hviken fest! Programmet var spækket med spændende, flotte og festlige indslag (måske bortset fra Skollers), og det spændte så vidt som fra taler med statsministeren og den israelske embassadør over imponerende smukke klassisk-musikalske indslag til koncerter, der kunne få selv de mange gamle mennesker op ad sæderne i FalconerSalen, herunder klezmermusik og Erann DD! Alt sammen serveret på tre timer, og der var virkelig kvalitet for pengene.

Jeg var spændt på at høre, hvad Fogh Rasmussen havde at sige om Israel; han måtte selvfølgelig dele George W. Bush's sympati, og størstedelen af talen var da også en manifestation af Danmarks gode forhold til Israel, ikke mindst begrundet i indsatsen over for de danske jøder under Anden Verdenskrig. Han brugte også en del tid på at sige, at Danmark var med som en vigtig stemme, da FN i 1947 vedtog resolutionen, der skulle give det jødiske folk et hjemland i det daværende britiske mandat, Palæstina, og at Israel fortsat har Danmarks støtte. Selvom der da også kom en forsigtig løftet pegefinger om, at det forpligter at være en "demokratiets forpost" i Mellemøsten, kunne statsministeren gå ned til sin plads med en meget lang klapsalve i ryggen.

Det kan virke som om, man lukker øjnene over for de mange palæstinensere, der har lidt under statens tilstedeværelse, når man tager del i en sådan fest. For hvad med de mange mennesker i Gaza og på Vestbredden, der lever under fattigdomsgrænsen og bag mure, som adskiller dem fra deres arbejde, venner og familier i det land, der som en selvfølge nærmest altid har været deres?

Da jeg sidste år boede i Jerusalem, var jeg med til at fejre Yom Ha'atzmaut, uafhængighedsdagen, med fest, musik og dans i gaderne. Kort tid efter kom en fest for 'Jerusalems genforening', hed det vist. Man fejrede, at det var 40 år siden, Jerusalem i Seksdageskrigen blev "befriet". Den fest kunne jeg ikke deltage i, især pga. dette ordvalg! Som om Østjerusalem havde været besat af arabere og ellers altid havde tilhørt jøder! Det er muligt, at Israel i sommeren 1967 ikke havde andet valg end at gå til angreb for ikke at blive mejet ned fra alle sider, men ligefrem at fejre denne sejr som en befrielse fra en tidligere besættelsesmagt - så er det spørgsmålet, om man ikke beder om et terrorangreb! Jeg tror, Israel - både befolkning og regering - har brug for en god portion ydmyghed. Som Herbert Pundik sagde i et radioprogram (frit efter hukommelsen): En fremtidig fred kræver ikke kun, at de omkringliggende arabiske lande accepterer Israel - det har flere af dem allerede gjort - men også, at Israel accepterer sin beliggenhed blandt arabiske nationer og respekerer sin arabiske befolkning.

Jeg lukker ikke øjnene over for palæstinensernes grufulde situation. Men jeg vil stadigvæk holde på, at det jødiske folk har brug for sit eget hjemland - ikke mindst pga. nazismen, der desværre stadigvæk ses flere steder i Europa - og at dette land naturligvis må ligge i (det tidligere) Palæstina. Så mazal tov - tillykke!

Jeg er så glad for min cykel ...

Det fede - blandt alle de andre fede ting - ved at bo i hovedstaden er, at man aldrig (i hvert fald ikke efter to år) bliver færdig med byen. I takt med at jeg er flyttet fra en bydel (eller forstad) til en anden og har fået nye cykelruter, har jeg opdaget nye kvarterer og fået sat en masse steder på plads i forhold til hinanden.

Efter dagens to latintimer skulle jeg finde Mosaisk Trossamfund i Ny Kongensgade for at købe billetter til en fest for staten Israels 60 år (se http://mosaiske.dk) til mig og en anden fra Israelsmissionens Unge i København. Selvom det ligger i gåafstand fra Nørreport, hvor omkring jeg til daglig færdes, er jeg ikke tit så tæt på Christiansborg, så jeg tænkte, at jeg lige ville cykle forbi "Borgen" og tage en mindre kendt rute hjemad.

Jeg besteg min sorte fuldblods-araber (en 'Saracen', importeret fra Jerusalem ;o), krydsede hurtigt Slotsholmen ad Tøjhusgade, og for ikke at cykle ind i alt for mange fodgængere på Strøget fortsatte jeg lige ud ad Holmens Kanal, som hurtigt blev til Holbergsgade. Pludselig krydsede jeg Nyhavn, hvor jeg en gang for fire år siden havde siddet ved én af de utallige fortovscaféer. Jeg fortsatte lige ud ad Toldbodgade, og uden begreb om, hvor jeg var, havde jeg pludselig Amalienborg Slot på venstre hånd; jeg nåede lige at kaste et blik gennem et pringvand og over på Operaen ude til højre, inden jeg atter var væk sammen med de mange sorte og sølvgrå BMW'er og Mercedes'er. Da jeg syntes, jeg var kørt lige lovlig hurtigt forbi slot og havn, vendte jeg om og kørte tilbage over slotspladsen og steg af cyklen på Nyhavn for at mærke stemningen af de mange forårskåde mennesker ved caféerne. Jeg cyklede hjem ad Bredgade med dens store, flotte kirker og Grønningen, hvor nogle af Mercedes'erne var blevet skiftet ud med sportsvogne og motorcykler; derefter ind ad Øster Voldgade og ud ad Nørrebrogade, hvor det lige så meget var fodgængere og cyklister som bilister, der prægede bybilledet.

På en så kort tur (det tog ca. ½ time fra Ny Kongensgade til Nørrebrogade) kan man opleve mange forskellige sider af København: fra den stilrene og grå Toldbodgade og grønne Grønningen - begge med meget få cyklister - over den afslappede og folkerige Nyhavn til den travle, tætbefolkede og farverige Nørrebrogade! For ikke at tale om de mange små og store bygninger, der er blevet bevaret fra gammel tid; jeg fik helt lyst til at sætte mig ind i byens historie! Utroligt, så inspirerende en rigtig forårsdag kan være; da jeg kom hjem, fik jeg også lyst til at eksperimentere med aftensmaden (det får jeg ellers sjældent gjort noget ud af) og til at skrive dette indlæg.

(Inden jeg nåede hjem gjorde jeg holdt ved et posthus og købte endnu en billet: Kirk Franklin In Concert i Forum Horsens d. 4. sept. - skynd dig at bestille på BilletNet!!)

Velsignet af en hjemløs

I aftes var jeg sammen med min "celle" (en lille gruppe unge fra kirken, som mødes hver 14. dag til spisning, bøn for hinanden og oftest bibelstudium m.m.), denne gang ikke privat, men på Dansk Bibel-Institut (DBI), hvor jeg har læseplads. Vi skulle nemlig ud på gaden at møde nogle af de hjemløse, som er en naturlig del af bybilledet i omegnen af Nørreport station, hvor DBI ligger. Vi delte os i to grupper, lagde aftenen og hinanden i Guds hænder og bevægede os ned på gågaden.

Elisabeth, Azadeh og jeg gik ikke mange meter, før vi kom forbi en gammel mand, der sad på en bænk med den obligatoriske barnevogn foran sig. Vi gik lidt videre, snakkede om, hvad vi skulle sige, vendte så om og spurgte, om vi måtte sætte ned os ved siden af ham. Manden, som kunne forveksles med Gandalf fra filmen Lord of the Rings - med et kæmpe garn af gråt hår og skæg, der under den store, lilla hue bredte sig ud over skuldrene som et naturligt halstørklæde - viste sig at være flink og imødekommende. Azadeh åbnede samtalen med at bemærke, at både han og Elisabeth havde en barnevogn; dog med den forskel, at der lå en baby i Elisabeths. Manden rejste sig straks, kiggede ned i hendes barnevogn og slog korsets tegn over barnet.

Elisabeth lyste op: "Du lavede korsets tegn - tror du på Gud?" Manden bekræftede det, og vi fortalte, at vi gjorde det samme. Der var blevet åbnet for en tillidsfuld samtale, som udviklede sig fra at handle om hans baggrund som kontroversiel, Platon-inspireret forfatter, som var blevet smidt ud af det kommunistiske Østeuropa, og som efter at have rejst over sø og land havde slået sig ned i København, til at blive en diskussion om kirkens rolle, belyst ud fra kirkehistorien, som han var ret godt hjemme i. Ikke just hvad vi havde ventet ...

Efter en lille times tid i kulden på bænken, fik vi et varmt håndtryk af manden og gik op på DBI, hvor vi mødte de andre og delte oplevelserne. Før jeg cyklede hjem, ville jeg lige op på læsepladsen for at tjekke mail. En medstuderende havde fortalt, at der sad en hjemløs i trappeopgangen, og da jeg kom derud, lugtede det af cigaretrøg, men jeg så ingen. Da jeg senere på aftenen gik ned ad trappen igen, hang cigaretrøgen tæt i opgangen. På vej ned gik lyset ud, og jeg famlede mig vej hen mod døren ud til gården. Idet jeg åbnede døren, faldt en lyskegle ind på en person, der lå et par meter fra mig sammen med sin hund; det gav et sæt i mig. Jeg sagde hej og skyndte mig ud i gården.

Udenfor stod barnevognen.

Kristus er opstanden!

Bare rolig, det er kun min labtop, der er død! Jeg lever i bedste velgående, selvom man ikke skulle tro det på baggrund af min inaktive blog. But hold on; new labtop is on the way!

Desuden skulle jeg hilse og sige, at Kristus er opstanden! Jeg er rigtig glad for menigheden i Bethlehemskirken, som jeg har været en del af det sidste halve år. Og i lørdags fik jeg lov at opleve årets højdepunkt: en to en halv times påskenatsgudstjeneste, hvorunder den trefoldige proklamation flere gange blev råbt ud: "Kristus er opstanden!", efterfulgt af menighedens begejstrede svar: "Ja, sandelig er han opstanden!" Og som afslutning på gudstjenesten blev den store port ud til Åboulevard åbnet, så folk, der måtte komme forbi, kunne erfare, at det glædelige budskab om den opstandne Frelser vil og må ud! At gå ud på fortorvet syngende "Krist stod op af døde" var næsten lige som at være tilbage i Jerusalem i påskeugen, hvor vi både palmesøndag og skærtorsdag sidste år gik og sang i procession sammen med kristne brødre og søstre fra hele verden. Herligt!

Så kan Det Teologiske Fakultet og al dets væsen sige, hvad det vil; Jesus opstod lige så legemligt, som Lazarus opstod, og som vi engang skal opstå. Og derfor er der grund til i disse dage at fejre denne altafgørende højtid! Ja, sandelig er han opstanden!

Det er samfundets skyld...?

Når man bor i Københavns nordvest-kvarter - lige ved Frederikssundsvej, som nu både er berygtet for et hærget solcenter og for et potentielt nyt ungdomshus - så kan man godt skræmmes lidt og komme til at fundere lidt over, hvem det er, som finder på at brænde skoler og biler af, og hvad der dog går af dem!! Det fik jeg dog ikke meget ud af, så i stedet læste jeg den Berlingske Tidende, jeg i går fik "kastet gratis i nakken", da jeg forlod uni. Der var faktisk en ret klog analyse - synes jeg - af situationen, som sammenlignes med den tilsvarende i Paris' forstæder. Jeg bringer et uddrag:

(...) Spørger man unge i franske forstæder, bunder utilfredsheden helt enkelt i, at de - med rette eller urette - føler sig afskåret fra det gode liv: De har svært ved at få en god uddannelse, et spændende job samt komme ind på natklubber og boligmarked, og når de vil besøge Eiffel-tårnet eller Champs-Elysée - Frankrigs svar på Rundetårn og Strøget - bliver de stoppet og visiteret af politiet.

Langt de fleste tager denne udstødelse resigneret og gør ikke noget. Og så har man en lille minoritet, der lader sig lokke af udsigten til den magt, den status, den smag af magtens sødme, som det giver at kunne sætte dagsordenen i medierne med optøjer og afbrændinger. (...)

[Inspirationen] kommer fra vestlige videospil. "De sender scorerne til hinanden. Vi har brændt så og så mange biler af (...) Det er en slags konkurrence", som lederen af en lokal mæglerpatrulje fortalte...

Hvad mener du? Er det virkelig samfundets skyld?

Kedelig kirkehistorie?!

Jeg har i dag haft min anden lektion i det nye fag, 'hovedlinjer i kirke- og teologihistorie', og er allerede stødt på en af de såkaldte apostolske fædres humor! Jeg citerer Ignatius fra 2. årh. e.Kr.:

Alt det led han (Jesus Kristus, red.) for vor skyld, for at vi skulle frelses. Han led virkeligt, ligesom han også opstod virkeligt. Han har ikke lidt tilsyneladende, sådan som nogle vantro siger - de kan selv være tilsyneladende. Sådan som de tænker, skal det også gå dem, så de bliver uden legemer ligesom dæmoner.

Men hvor har han ret, selvom han midt i humoren vel også er noget mere ligefrem/politisk ukorrekt, end hvad man vil acceptere i dagens offentlige debat.

Velkommen til Jerusalem v. II

Efter et halvt års pause som blog-skribent - da jeg kom hjem fra mit seks måneders ophold i Jerusalem (http://thomassoevndal.spaces.live.com), var der åbenbart ikke længere den store skrivetrang - er jeg nu tilbage med denne nye weblog, og med fornyet skrivelyst! Jeg holder meget af at nedfælde mine tanker skriftligt, og hvis nogen virkelig gider læse og evt. kommentere dem, så bliver det jo bare sjovere.
Og nu, hvor jeg er blevet "rigtig københavner" og ikke bare forstadskøbenhavner, har denne multietniske by givet mig nogle oplevelser, som faktisk har kunnet kompencere lidt for ikke længere at bo i det multietniske og -religiøse Jerusalem (bl.a. deraf navnet, 'Jerusalem version II'). For det var unægteligt en flad - omend rar - oplevelse at komme tilbage til det flade, ensformige og kulturelt strømlinede Vestsjælland, og jeg nød virkelig min første dag i København, hvor der ofte var engelsktalende og tørklædebærende folk omkring mig. Ikke at jeg vil gøre et glansbillede ud af at bo i Jerusalem eller af befolkningen dér; det er slet ikke mit ærinde, for der findes mange grimme sider af Det Hellige Land (jf. fotoet øverst, taget på vej ned af Oliebjerget palmesøndag sidste år)!
Men noget af den Israelske kultur med al dens mangfoldighed, fest og farver samt religiøsitet i "det offentlige rum" kunne jeg nu godt tænke mig at indføre i Danmark.

De førnævnte "jerusalemske" oplevelser i København vil jeg fortælle om senere. I skal for øvrigt ikke forvente al for stor aktivitet på bloggen. Jer, der kender mig, vil vide, at jeg ikke gider bruge ret meget tid ved tasterne; til gengæld vil indlæggene, når de endelig kommer, måske være af desto større interesse. De vil nok primært handle om oplevelser af at færdes i den mangfoldige storby, om den besynderlige beskæftigelse at studere aspekter af sin tro ved et universitet og om det at være kirke i København. Og selvfølgelig; syn på Israel/Palæstina i bred forstand kan jeg nok ikke lade være med at diskutere.
Velkommen til Jerusalem version II!