Jeg har tagget mig ...!

På søster Annettes blog så jeg en fed idé, som allerede er godt kendt i blog-verdenen; nemlig at "tagge" hinanden ("to tag" betyder bl.a. at mærke og at "blive den" (i tagfat)), og jeg har samlet bolden op fra Annette og derved "tagget" mig selv - så jeg er den! Reglerne er som følger:

1. Saml den nærmeste bog op.
2. Åbn den på side 123.
3. Find den femte sætning.
4. Post de næste tre sætninger på din blog.
5. “Tag” fem andre bloggere og skriv hvem der taggede dig.

Da det er lidt for kedeligt at vælge ordbogen, som jeg lige har brugt til at slå 'tag' op, bliver det bogen Ung Sorg af Eleonora Andersen, som jeg bruger lidt som opslagsbog, da den behandler mange forskellige emner såsom skilsmisse, død, seksualitet m.fl. Da den kommer omkring så mange emner, når den kun lige at stikke til dem, men til gengæld giver den mange forslag til videre læsning inden for de forskellige emner. En anden bonus er, at man får læst om nogle emner, som man ikke troede, man havde brug for at læse om, men som måske alligevel kan gøre én godt. Jeg har taget bogen frem flere gange og vil anbefale den, også selvom man måske ikke er helt ung længere!

På side 123 er vi et afsnit, hvor Andersen sammenligner skilsmisse med død og opfordrer til at få taget afsked med den/de mistede, lige som når nogen dør:

At aflutte og rydde op sammen og høre og sige de svære ord om det, man mistede. Måske udtrykke vrede over noget, sige tak for andet og om muligt begynde så småt på tilgivelsesprocessen.

Også efter en skilsmisse er der liv forude, som muligvis bliver lettere at leve sammen, hvis man tager ordentlig afsked.

Som sagt er smitten nået vidt omkring, så jeg vil gøre som min søster og lade det være frit for enhver at lade sig "tagge"!

Yom Ha'atzmaut - at fejre Israel

Hvad har Anders Fogh Rasmussen, Erann DD og Eddie Skoller til fælles? Det er ikke kun det, at de alle (måske bortset fra Skoller) har en skinger stemme, men alligevel forstår (måske bortset fra Skoller) at bruge den; nej, de og mange andre medvirkede ved en fest for staten Israel, som jeg var så heldig at tage del i i torsdags, Israels uafhængighedsdag efter den jødiske kalender. Og hviken fest! Programmet var spækket med spændende, flotte og festlige indslag (måske bortset fra Skollers), og det spændte så vidt som fra taler med statsministeren og den israelske embassadør over imponerende smukke klassisk-musikalske indslag til koncerter, der kunne få selv de mange gamle mennesker op ad sæderne i FalconerSalen, herunder klezmermusik og Erann DD! Alt sammen serveret på tre timer, og der var virkelig kvalitet for pengene.

Jeg var spændt på at høre, hvad Fogh Rasmussen havde at sige om Israel; han måtte selvfølgelig dele George W. Bush's sympati, og størstedelen af talen var da også en manifestation af Danmarks gode forhold til Israel, ikke mindst begrundet i indsatsen over for de danske jøder under Anden Verdenskrig. Han brugte også en del tid på at sige, at Danmark var med som en vigtig stemme, da FN i 1947 vedtog resolutionen, der skulle give det jødiske folk et hjemland i det daværende britiske mandat, Palæstina, og at Israel fortsat har Danmarks støtte. Selvom der da også kom en forsigtig løftet pegefinger om, at det forpligter at være en "demokratiets forpost" i Mellemøsten, kunne statsministeren gå ned til sin plads med en meget lang klapsalve i ryggen.

Det kan virke som om, man lukker øjnene over for de mange palæstinensere, der har lidt under statens tilstedeværelse, når man tager del i en sådan fest. For hvad med de mange mennesker i Gaza og på Vestbredden, der lever under fattigdomsgrænsen og bag mure, som adskiller dem fra deres arbejde, venner og familier i det land, der som en selvfølge nærmest altid har været deres?

Da jeg sidste år boede i Jerusalem, var jeg med til at fejre Yom Ha'atzmaut, uafhængighedsdagen, med fest, musik og dans i gaderne. Kort tid efter kom en fest for 'Jerusalems genforening', hed det vist. Man fejrede, at det var 40 år siden, Jerusalem i Seksdageskrigen blev "befriet". Den fest kunne jeg ikke deltage i, især pga. dette ordvalg! Som om Østjerusalem havde været besat af arabere og ellers altid havde tilhørt jøder! Det er muligt, at Israel i sommeren 1967 ikke havde andet valg end at gå til angreb for ikke at blive mejet ned fra alle sider, men ligefrem at fejre denne sejr som en befrielse fra en tidligere besættelsesmagt - så er det spørgsmålet, om man ikke beder om et terrorangreb! Jeg tror, Israel - både befolkning og regering - har brug for en god portion ydmyghed. Som Herbert Pundik sagde i et radioprogram (frit efter hukommelsen): En fremtidig fred kræver ikke kun, at de omkringliggende arabiske lande accepterer Israel - det har flere af dem allerede gjort - men også, at Israel accepterer sin beliggenhed blandt arabiske nationer og respekerer sin arabiske befolkning.

Jeg lukker ikke øjnene over for palæstinensernes grufulde situation. Men jeg vil stadigvæk holde på, at det jødiske folk har brug for sit eget hjemland - ikke mindst pga. nazismen, der desværre stadigvæk ses flere steder i Europa - og at dette land naturligvis må ligge i (det tidligere) Palæstina. Så mazal tov - tillykke!