Jeg sidder i toget på vej hjem fra en skøn og begivenhedsrig weekend i Vejle, Herning og Slagelse. Min ældste storebror, Flemming, blev gift med Ruth i lørdags, og det var et rigtig dejligt bryllup med rørende taler, lækker mad og musik samt dejlige mennesker! En parantes til musikken: Det tråd, jeg skulle lægge på 'Hil dig, frelser og forsoner' sammen med min søster Annette på orgel, gik i selvsving og blev til noget mudder nede i kirken (fik jeg at vide bagefter), da der endelig blev forbindelse fra guitar til forstærker! Det var jeg ret skuffet over. Tilmed blev lovsangen, som vi søskende skulle runde aftenen af med, aflyst, fordi det blev for sent og en del tog hjem, hvilket jo også var lidt ærgerligt, men sådan måtte det jo bare være. Men bortset fra det en skøn, skøn dag, og dejligt at tilbringe weekenden sammen med bror og svigerinde og alle de andre!
Det er virkelig dejligt, at Flemming har fundet sin kone, og at de har erklæret at ville elske hinanden. Som det blev understreget af både præsten (min fætter Steen) og af gommen, er kærlighed ikke først og fremmest en følelse af forelskelse, men det er det at ville elske. Mit yndlings-90'er-band dc Talk udtrykker det sådan: "Love Is a Verb" - "At elske/kærlighed er et verbum", altså noget, man gør. Men kan man elske et andet menneske bare ved at ville? Skal der ikke også følelser til, for at man kan blive ved at elske? Og hvad fører ellers en mand og en kvinde sammen, hvis ikke varme følelser for hinanden?
Hertil havde Leif Andersen, som fem uger tidligere viede min lillesøster, Miriam, en pointe, nemlig at følelserne kommer af kærlige handlinger. Så når man viser kærlighed over for den anden, får den anden følelser for én, og disse følelser motiverer personen til at elske tilbage. Men hvad kommer så først: hønen eller ægget? Eller hvad er det, der gør, at man bliver forelsket - den andens kærlighed til én?
