Jeg har længe haft den holdning til tiggere, at de må kunne få hjælp "på kommunen" eller det dér. Desuden ved man jo ikke, om ens penge går til at finansiere et alkohol- eller stofmisbrug, så jeg tænkte, "mig får de ikke noget af" - og bildte mig ind, at jeg havde det godt med det. Så en dag, jeg gik hen ad Israels Plads, kom en mand imod mig og bad om penge. Jeg sagde til ham, at han kunne gå til kommunen, hvortil han svarede, at han havde været der, men ikke fået hjælp. "Så er du nok selv ude om det", kom det fra mig, idet jeg gik videre. Han råbte et eller andet efter mig, og jeg blev flov over det, jeg havde sagt. For hvad kendte jeg til hans situation, og er man selv ude om det?
For nogle måneder siden diskuterede jeg denne problematik med en rejsekammerat, som spurgte mig, hvorfor jeg mente at have ret til at vide, hvad tiggeren bruger mine penge på. Han sætter sig selv i en så ydmygende situation, det er at tigge; så har jeg bare at give ham, hvad han beder om. Jeg har ikke noget, som jeg ikke har fået givet. Og hvem ved, hvad alternativet vil være til, at han får penge til den næste øl?
Fra da af begyndte jeg ind imellem at give lidt penge til tiggere. Først én ved Nørreport Station. Det gjorde mig glad. Så én herude ved Nørrebro Station; hun havde et skilt, der fortalte om hendes families ulykkelige situation. Hun talte hverken engelsk eller dansk, men jeg kunne forstå, at hun kom fra Eks-Jugoslavien. Da jeg gav hende nogle mønter, rakte hun en hånd mod himlen, måske som for at takke Gud. Jeg smilede og forsøgte at besvare med en lignende gestikulation, inden jeg gik videre.
I morges, da jeg krydsede Kultorvet for at komme til undervisning, var det en ung mand, der rakte et plastikkrus frem. Idet jeg fandt nogle småmønter frem, sagde han noget lignende: "Godt jeg spurgte dig; det er lige med at finde de rigtige." Fedt, at han var så åben om hans metode; det gjorde altså lige denne mandag morgen noget sjovere!
