fredag den 25. juni 2010

Start spreading the news …

Velkommen til min weblog – og velkommen tilbage til jer, der engang måtte have fulgt den og nu har fået grund til at følge den igen! Da jeg for godt to år siden startede bloggen var det på baggrund af at have boet et halvt år i Jerusalem og nu i København, som jeg på grund af dens mangfoldighed sammenlignede med den israelske by. Blandt andet derfor navnet: Jerusalem version II.

Nu skriver jeg fra et af de nederste lag – 5. etage – af Manhattan, hjertet af New York City, en by med 8,5 millioner indbyggere, hvoraf de 2 millioner er jøder! Jeg kom hertil i tirsdags den 22. juni og skal være her indtil den 1. august. Hvorfor? Fordi her bor to millioner jøder, som ikke ved, at deres frelser – den, de har ventet på i 4.000 år, siden Abraham fik løftet: “I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes” (1. Mosebog 28,14b), Messias Jesus – kom til dem for 2.000 år siden! Men de kendte ikke deres besøgelsestid (Lukasevangeliet 19,44b).

Den gode nyhed er, at flere og flere jøder i dag kommer til tro på, at Jesus var og er deres Messias og eneste håb for fred med Gud! Cirka tolv af disse “messianske jøder” fra alle egne af USA er nu samlet her i denne syvetagers bygning for at dele de gode nyheder om Jesus med byens jødiske befolkning, og flere er på vej. I morgen begynder New York Summer Witnessing Campaign 2010, og så vil cirka tredive personer (nogle en enkelt uge, andre fra start til slut) de næste fire uger i otte timer om dagen mandag til lørdag forsøge at sætte Jesus på newyorkernes dagsorden.

Jeg og tre andre “hedningekristne” (to andre fra Danmark og én fra Finland) er såkaldte “stewards” og skal sammen med erfarne jødiske stewards lave det praktiske arbejde her i huset. Jeg selv skal sammen Reggie, en hyggelig, rolig, midaldrende sort mand fra sydstaten Louisiana, stå i bygningens kælder og pakke tasker med pjecer, hvorpå der for eksempel står: “Beware of fanatic Christians handing out pamphlets!” eller “Are you a Facebook addict?” Men de sidste par dage er gået med forberedelser til, at det hele går løs i morgen. For eksempel dannede vi i går en kæde fra fortovet ned i kælderen og fik de cirka 500.000 pjecer ind på plads i løbet af en halv til en hel time. De har gjort det mange gange og ved præcis, hvordan man gør alting mest effektivt, så man også kan slappe mest muligt af bagefter!

Der vil efterhånden komme mere om mine oplevelser her på bloggen, om Gud vil. Nu vil jeg bare bede jer om at gå i forbøn for denne kampagne, for dem, der skal på gaden og måske blive genstand for hån og spyt(!), for de mennesker i New York, der vil få et møde med den almægtige Gud, samt for mig og mine med-stewards, som også har brug for opmuntring og Helligåndens vejledning. Tak, om du vil tjene Gud og os på den måde. Så vil vi sammen “start spreading the (good) news” – among Jews!