Af og til bliver jeg spurgt om noget i retning af: “Hvor kommer du henne?” underforstået: “Hvilke(n) kirkelig(e) sammenhæng(e) besøger du jævnligt?” Det er især et yndet emne, når man møder nye mennesker i kristne sammenhænge, for eksempel på en lejr.
Fra tid til anden har det været pointeret, at kirke – eller anden menighedssammenhæng, som man ikke kalder kirke eller menighed, for eksempel Indre Mission - ikke er noget, man kommer i; det er noget, man er (en del af). Man har villet understrege, at man ikke er tilskuer i en kirke; man er en aktiv, uundværlig del af “Kristi krop”.
I løbet af det sidste halve års tid har jeg flere gange hørt prædikanter sige, at kirke heller ikke er noget, man er; det er noget, man gør! Man vil så at sige flytte folk ud af kirkebygningen for at møde mennesker der, hvor de er. Og så kalder man det kirke, når man møder sine medmennesker og gør noget for dem.
Jeg har været mest vant til at kalde dette at være kristen blandt sine medmennesker. Og så ladet kirke dreje sig om de situationer, hvor man mødes med andre kristne med Jesus som centrum. Dette at “gøre kirke” blandt sine medmennesker er i mine ører en mærkelig definition af kirken, og måske hænger tendensen sammen med en stigende foragt for “kristelige møder”.
Har det hold i Bibelen?
