Jeg har inden for tre uger været to gange i kirke på en hverdag, samlet med andre i sorg omkring en kiste.
Den første kiste indeholdt liget af Stephan Bach Kofoed, 26 år. Denne skønne fyr fra min menighed døde for 31 dage siden i en klatreulykke, alt, alt for tidligt. Han efterlod sig sin jævnaldrende hustru. Det er ubegribeligt, at hun nu er enke. Ved begravelsen sagde afdødes bror, at Gud er med i alt, hvad der sker. “Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke,” læste han op fra Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente. “Jeg, Herren, frembringer alt dette” (Es 45,7). Og han og den unge søster sang: “Ikke en spurv til jorden, uden at Gud er med. Ikke en sjæl mod døden, uden hans kærlighed …”
Ved et mindesamvær i min kirke i København efter Stephans begravelse på Bornholm sagde præstens kone noget om at tale rigtigt om Gud og at tale sandt om Gud. Det er teologisk rigtigt at sige som Job, da han lige var blevet berøvet alle sine børn(!) og sin ejendom (Job 1,21):
Nøgen kom jeg ud af moders liv,
nøgen vender jeg tilbage!
Herren gav, Herren tog,
Herrens navn være lovet.
Og der står efterfølgende, at Job hverken syndede eller bebrejdede Gud noget. Men talte Job sandt?
At tale sandt om Gud er at lade det komme over sine læber, som bor i sit hjerte, har en klog person sagt. Gud ønsker ikke at høre de korrekte, fromme svar fra os. Han ønsker, at vi kommer til ham, som vi er. Og det gjorde Job i de næste knap fyrre kapitler: “(…) det er Gud, der krænker mig (…). Jeg råber om hjælp, men der er ingen ret” (Job 19,6.7). - “Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren” (Es 1,18).
Enken Nina talte sandt, fra sit hjerte, ved mindesamværet, da hun fortalte, at hun ikke havde haft et ord at sige til Gud siden sin mands død. Alligevel blev hun på forunderlig vis båret gennem dagene og mørket. Hun kunne mærke, at der blev bedt for hende.
Den anden kiste indeholdt liget af en pige, jeg ikke nåede at lære at kende. Ella-Sofia W. Enevoldsen skulle have været født i lørdags, men blev født for otte dage siden – uden at trække vejret. Louise & Nikolajs datter blev 37 uger gammel. En ven fra min smågruppe, Mathilde, skrev således i en fælles-mail: “Jeg har vel kun snakket med jer en gang, men bare ud fra den aften var der ingen tvivl om, at I allerede var forældre til jeres lille pige. Louise, at skulle gennemgå noget så smertefuldt som en fødsel i sorg, det tør jeg slet ikke forestille mig.” Deres eneste barn blev bisat i torsdags fra min kirke, båret ud af den fortvivlede far – i en alt, alt for lille kiste.
Hvor er Gud henne? Hvor er svarene?
Michael W. Smith og Wayne Kirkpatrick skrev i 1998 denne sang til Noah, som kun nåede at leve i 2½ dage:
Where’s the navigator of your destiny
Where is the dealer of this hand
Who can explain
Life and its brevity
’Cause there is nothing here
That I can understand
You and I
Have barely met
And I just don’t want to let go of you yetNoah, hello, good-bye
I’ll see you on the other side
Noah, sweet child of mine
I’ll see you on the other sideAnd so I hold your tiny hand in mine
Noah, hello, good-bye …
For the hardest thing I’ve ever had to face
Heaven calls for you
Before it calls for me
When you get there save me a place
A place where I can share your smile
And I can hold you for more than just a while
