"Vil du elske ...?"

Jeg sidder i toget på vej hjem fra en skøn og begivenhedsrig weekend i Vejle, Herning og Slagelse. Min ældste storebror, Flemming, blev gift med Ruth i lørdags, og det var et rigtig dejligt bryllup med rørende taler, lækker mad og musik samt dejlige mennesker! En parantes til musikken: Det tråd, jeg skulle lægge på 'Hil dig, frelser og forsoner' sammen med min søster Annette på orgel, gik i selvsving og blev til noget mudder nede i kirken (fik jeg at vide bagefter), da der endelig blev forbindelse fra guitar til forstærker! Det var jeg ret skuffet over. Tilmed blev lovsangen, som vi søskende skulle runde aftenen af med, aflyst, fordi det blev for sent og en del tog hjem, hvilket jo også var lidt ærgerligt, men sådan måtte det jo bare være. Men bortset fra det en skøn, skøn dag, og dejligt at tilbringe weekenden sammen med bror og svigerinde og alle de andre!

Det er virkelig dejligt, at Flemming har fundet sin kone, og at de har erklæret at ville elske hinanden. Som det blev understreget af både præsten (min fætter Steen) og af gommen, er kærlighed ikke først og fremmest en følelse af forelskelse, men det er det at ville elske. Mit yndlings-90'er-band dc Talk udtrykker det sådan: "Love Is a Verb" - "At elske/kærlighed er et verbum", altså noget, man gør. Men kan man elske et andet menneske bare ved at ville? Skal der ikke også følelser til, for at man kan blive ved at elske? Og hvad fører ellers en mand og en kvinde sammen, hvis ikke varme følelser for hinanden?

Hertil havde Leif Andersen, som fem uger tidligere viede min lillesøster, Miriam, en pointe, nemlig at følelserne kommer af kærlige handlinger. Så når man viser kærlighed over for den anden, får den anden følelser for én, og disse følelser motiverer personen til at elske tilbage. Men hvad kommer så først: hønen eller ægget? Eller hvad er det, der gør, at man bliver forelsket - den andens kærlighed til én?

Jeg har tagget mig ...!

På søster Annettes blog så jeg en fed idé, som allerede er godt kendt i blog-verdenen; nemlig at "tagge" hinanden ("to tag" betyder bl.a. at mærke og at "blive den" (i tagfat)), og jeg har samlet bolden op fra Annette og derved "tagget" mig selv - så jeg er den! Reglerne er som følger:

1. Saml den nærmeste bog op.
2. Åbn den på side 123.
3. Find den femte sætning.
4. Post de næste tre sætninger på din blog.
5. “Tag” fem andre bloggere og skriv hvem der taggede dig.

Da det er lidt for kedeligt at vælge ordbogen, som jeg lige har brugt til at slå 'tag' op, bliver det bogen Ung Sorg af Eleonora Andersen, som jeg bruger lidt som opslagsbog, da den behandler mange forskellige emner såsom skilsmisse, død, seksualitet m.fl. Da den kommer omkring så mange emner, når den kun lige at stikke til dem, men til gengæld giver den mange forslag til videre læsning inden for de forskellige emner. En anden bonus er, at man får læst om nogle emner, som man ikke troede, man havde brug for at læse om, men som måske alligevel kan gøre én godt. Jeg har taget bogen frem flere gange og vil anbefale den, også selvom man måske ikke er helt ung længere!

På side 123 er vi et afsnit, hvor Andersen sammenligner skilsmisse med død og opfordrer til at få taget afsked med den/de mistede, lige som når nogen dør:

At aflutte og rydde op sammen og høre og sige de svære ord om det, man mistede. Måske udtrykke vrede over noget, sige tak for andet og om muligt begynde så småt på tilgivelsesprocessen.

Også efter en skilsmisse er der liv forude, som muligvis bliver lettere at leve sammen, hvis man tager ordentlig afsked.

Som sagt er smitten nået vidt omkring, så jeg vil gøre som min søster og lade det være frit for enhver at lade sig "tagge"!

Yom Ha'atzmaut - at fejre Israel

Hvad har Anders Fogh Rasmussen, Erann DD og Eddie Skoller til fælles? Det er ikke kun det, at de alle (måske bortset fra Skoller) har en skinger stemme, men alligevel forstår (måske bortset fra Skoller) at bruge den; nej, de og mange andre medvirkede ved en fest for staten Israel, som jeg var så heldig at tage del i i torsdags, Israels uafhængighedsdag efter den jødiske kalender. Og hviken fest! Programmet var spækket med spændende, flotte og festlige indslag (måske bortset fra Skollers), og det spændte så vidt som fra taler med statsministeren og den israelske embassadør over imponerende smukke klassisk-musikalske indslag til koncerter, der kunne få selv de mange gamle mennesker op ad sæderne i FalconerSalen, herunder klezmermusik og Erann DD! Alt sammen serveret på tre timer, og der var virkelig kvalitet for pengene.

Jeg var spændt på at høre, hvad Fogh Rasmussen havde at sige om Israel; han måtte selvfølgelig dele George W. Bush's sympati, og størstedelen af talen var da også en manifestation af Danmarks gode forhold til Israel, ikke mindst begrundet i indsatsen over for de danske jøder under Anden Verdenskrig. Han brugte også en del tid på at sige, at Danmark var med som en vigtig stemme, da FN i 1947 vedtog resolutionen, der skulle give det jødiske folk et hjemland i det daværende britiske mandat, Palæstina, og at Israel fortsat har Danmarks støtte. Selvom der da også kom en forsigtig løftet pegefinger om, at det forpligter at være en "demokratiets forpost" i Mellemøsten, kunne statsministeren gå ned til sin plads med en meget lang klapsalve i ryggen.

Det kan virke som om, man lukker øjnene over for de mange palæstinensere, der har lidt under statens tilstedeværelse, når man tager del i en sådan fest. For hvad med de mange mennesker i Gaza og på Vestbredden, der lever under fattigdomsgrænsen og bag mure, som adskiller dem fra deres arbejde, venner og familier i det land, der som en selvfølge nærmest altid har været deres?

Da jeg sidste år boede i Jerusalem, var jeg med til at fejre Yom Ha'atzmaut, uafhængighedsdagen, med fest, musik og dans i gaderne. Kort tid efter kom en fest for 'Jerusalems genforening', hed det vist. Man fejrede, at det var 40 år siden, Jerusalem i Seksdageskrigen blev "befriet". Den fest kunne jeg ikke deltage i, især pga. dette ordvalg! Som om Østjerusalem havde været besat af arabere og ellers altid havde tilhørt jøder! Det er muligt, at Israel i sommeren 1967 ikke havde andet valg end at gå til angreb for ikke at blive mejet ned fra alle sider, men ligefrem at fejre denne sejr som en befrielse fra en tidligere besættelsesmagt - så er det spørgsmålet, om man ikke beder om et terrorangreb! Jeg tror, Israel - både befolkning og regering - har brug for en god portion ydmyghed. Som Herbert Pundik sagde i et radioprogram (frit efter hukommelsen): En fremtidig fred kræver ikke kun, at de omkringliggende arabiske lande accepterer Israel - det har flere af dem allerede gjort - men også, at Israel accepterer sin beliggenhed blandt arabiske nationer og respekerer sin arabiske befolkning.

Jeg lukker ikke øjnene over for palæstinensernes grufulde situation. Men jeg vil stadigvæk holde på, at det jødiske folk har brug for sit eget hjemland - ikke mindst pga. nazismen, der desværre stadigvæk ses flere steder i Europa - og at dette land naturligvis må ligge i (det tidligere) Palæstina. Så mazal tov - tillykke!

Jeg er så glad for min cykel ...

Det fede - blandt alle de andre fede ting - ved at bo i hovedstaden er, at man aldrig (i hvert fald ikke efter to år) bliver færdig med byen. I takt med at jeg er flyttet fra en bydel (eller forstad) til en anden og har fået nye cykelruter, har jeg opdaget nye kvarterer og fået sat en masse steder på plads i forhold til hinanden.

Efter dagens to latintimer skulle jeg finde Mosaisk Trossamfund i Ny Kongensgade for at købe billetter til en fest for staten Israels 60 år (se http://mosaiske.dk) til mig og en anden fra Israelsmissionens Unge i København. Selvom det ligger i gåafstand fra Nørreport, hvor omkring jeg til daglig færdes, er jeg ikke tit så tæt på Christiansborg, så jeg tænkte, at jeg lige ville cykle forbi "Borgen" og tage en mindre kendt rute hjemad.

Jeg besteg min sorte fuldblods-araber (en 'Saracen', importeret fra Jerusalem ;o), krydsede hurtigt Slotsholmen ad Tøjhusgade, og for ikke at cykle ind i alt for mange fodgængere på Strøget fortsatte jeg lige ud ad Holmens Kanal, som hurtigt blev til Holbergsgade. Pludselig krydsede jeg Nyhavn, hvor jeg en gang for fire år siden havde siddet ved én af de utallige fortovscaféer. Jeg fortsatte lige ud ad Toldbodgade, og uden begreb om, hvor jeg var, havde jeg pludselig Amalienborg Slot på venstre hånd; jeg nåede lige at kaste et blik gennem et pringvand og over på Operaen ude til højre, inden jeg atter var væk sammen med de mange sorte og sølvgrå BMW'er og Mercedes'er. Da jeg syntes, jeg var kørt lige lovlig hurtigt forbi slot og havn, vendte jeg om og kørte tilbage over slotspladsen og steg af cyklen på Nyhavn for at mærke stemningen af de mange forårskåde mennesker ved caféerne. Jeg cyklede hjem ad Bredgade med dens store, flotte kirker og Grønningen, hvor nogle af Mercedes'erne var blevet skiftet ud med sportsvogne og motorcykler; derefter ind ad Øster Voldgade og ud ad Nørrebrogade, hvor det lige så meget var fodgængere og cyklister som bilister, der prægede bybilledet.

På en så kort tur (det tog ca. ½ time fra Ny Kongensgade til Nørrebrogade) kan man opleve mange forskellige sider af København: fra den stilrene og grå Toldbodgade og grønne Grønningen - begge med meget få cyklister - over den afslappede og folkerige Nyhavn til den travle, tætbefolkede og farverige Nørrebrogade! For ikke at tale om de mange små og store bygninger, der er blevet bevaret fra gammel tid; jeg fik helt lyst til at sætte mig ind i byens historie! Utroligt, så inspirerende en rigtig forårsdag kan være; da jeg kom hjem, fik jeg også lyst til at eksperimentere med aftensmaden (det får jeg ellers sjældent gjort noget ud af) og til at skrive dette indlæg.

(Inden jeg nåede hjem gjorde jeg holdt ved et posthus og købte endnu en billet: Kirk Franklin In Concert i Forum Horsens d. 4. sept. - skynd dig at bestille på BilletNet!!)

Velsignet af en hjemløs

I aftes var jeg sammen med min "celle" (en lille gruppe unge fra kirken, som mødes hver 14. dag til spisning, bøn for hinanden og oftest bibelstudium m.m.), denne gang ikke privat, men på Dansk Bibel-Institut (DBI), hvor jeg har læseplads. Vi skulle nemlig ud på gaden at møde nogle af de hjemløse, som er en naturlig del af bybilledet i omegnen af Nørreport station, hvor DBI ligger. Vi delte os i to grupper, lagde aftenen og hinanden i Guds hænder og bevægede os ned på gågaden.

Elisabeth, Azadeh og jeg gik ikke mange meter, før vi kom forbi en gammel mand, der sad på en bænk med den obligatoriske barnevogn foran sig. Vi gik lidt videre, snakkede om, hvad vi skulle sige, vendte så om og spurgte, om vi måtte sætte ned os ved siden af ham. Manden, som kunne forveksles med Gandalf fra filmen Lord of the Rings - med et kæmpe garn af gråt hår og skæg, der under den store, lilla hue bredte sig ud over skuldrene som et naturligt halstørklæde - viste sig at være flink og imødekommende. Azadeh åbnede samtalen med at bemærke, at både han og Elisabeth havde en barnevogn; dog med den forskel, at der lå en baby i Elisabeths. Manden rejste sig straks, kiggede ned i hendes barnevogn og slog korsets tegn over barnet.

Elisabeth lyste op: "Du lavede korsets tegn - tror du på Gud?" Manden bekræftede det, og vi fortalte, at vi gjorde det samme. Der var blevet åbnet for en tillidsfuld samtale, som udviklede sig fra at handle om hans baggrund som kontroversiel, Platon-inspireret forfatter, som var blevet smidt ud af det kommunistiske Østeuropa, og som efter at have rejst over sø og land havde slået sig ned i København, til at blive en diskussion om kirkens rolle, belyst ud fra kirkehistorien, som han var ret godt hjemme i. Ikke just hvad vi havde ventet ...

Efter en lille times tid i kulden på bænken, fik vi et varmt håndtryk af manden og gik op på DBI, hvor vi mødte de andre og delte oplevelserne. Før jeg cyklede hjem, ville jeg lige op på læsepladsen for at tjekke mail. En medstuderende havde fortalt, at der sad en hjemløs i trappeopgangen, og da jeg kom derud, lugtede det af cigaretrøg, men jeg så ingen. Da jeg senere på aftenen gik ned ad trappen igen, hang cigaretrøgen tæt i opgangen. På vej ned gik lyset ud, og jeg famlede mig vej hen mod døren ud til gården. Idet jeg åbnede døren, faldt en lyskegle ind på en person, der lå et par meter fra mig sammen med sin hund; det gav et sæt i mig. Jeg sagde hej og skyndte mig ud i gården.

Udenfor stod barnevognen.

Kristus er opstanden!

Bare rolig, det er kun min labtop, der er død! Jeg lever i bedste velgående, selvom man ikke skulle tro det på baggrund af min inaktive blog. But hold on; new labtop is on the way!

Desuden skulle jeg hilse og sige, at Kristus er opstanden! Jeg er rigtig glad for menigheden i Bethlehemskirken, som jeg har været en del af det sidste halve år. Og i lørdags fik jeg lov at opleve årets højdepunkt: en to en halv times påskenatsgudstjeneste, hvorunder den trefoldige proklamation flere gange blev råbt ud: "Kristus er opstanden!", efterfulgt af menighedens begejstrede svar: "Ja, sandelig er han opstanden!" Og som afslutning på gudstjenesten blev den store port ud til Åboulevard åbnet, så folk, der måtte komme forbi, kunne erfare, at det glædelige budskab om den opstandne Frelser vil og må ud! At gå ud på fortorvet syngende "Krist stod op af døde" var næsten lige som at være tilbage i Jerusalem i påskeugen, hvor vi både palmesøndag og skærtorsdag sidste år gik og sang i procession sammen med kristne brødre og søstre fra hele verden. Herligt!

Så kan Det Teologiske Fakultet og al dets væsen sige, hvad det vil; Jesus opstod lige så legemligt, som Lazarus opstod, og som vi engang skal opstå. Og derfor er der grund til i disse dage at fejre denne altafgørende højtid! Ja, sandelig er han opstanden!

Det er samfundets skyld...?

Når man bor i Københavns nordvest-kvarter - lige ved Frederikssundsvej, som nu både er berygtet for et hærget solcenter og for et potentielt nyt ungdomshus - så kan man godt skræmmes lidt og komme til at fundere lidt over, hvem det er, som finder på at brænde skoler og biler af, og hvad der dog går af dem!! Det fik jeg dog ikke meget ud af, så i stedet læste jeg den Berlingske Tidende, jeg i går fik "kastet gratis i nakken", da jeg forlod uni. Der var faktisk en ret klog analyse - synes jeg - af situationen, som sammenlignes med den tilsvarende i Paris' forstæder. Jeg bringer et uddrag:

(...) Spørger man unge i franske forstæder, bunder utilfredsheden helt enkelt i, at de - med rette eller urette - føler sig afskåret fra det gode liv: De har svært ved at få en god uddannelse, et spændende job samt komme ind på natklubber og boligmarked, og når de vil besøge Eiffel-tårnet eller Champs-Elysée - Frankrigs svar på Rundetårn og Strøget - bliver de stoppet og visiteret af politiet.

Langt de fleste tager denne udstødelse resigneret og gør ikke noget. Og så har man en lille minoritet, der lader sig lokke af udsigten til den magt, den status, den smag af magtens sødme, som det giver at kunne sætte dagsordenen i medierne med optøjer og afbrændinger. (...)

[Inspirationen] kommer fra vestlige videospil. "De sender scorerne til hinanden. Vi har brændt så og så mange biler af (...) Det er en slags konkurrence", som lederen af en lokal mæglerpatrulje fortalte...

Hvad mener du? Er det virkelig samfundets skyld?