Jeg er så glad for min cykel ...

Det fede - blandt alle de andre fede ting - ved at bo i hovedstaden er, at man aldrig (i hvert fald ikke efter to år) bliver færdig med byen. I takt med at jeg er flyttet fra en bydel (eller forstad) til en anden og har fået nye cykelruter, har jeg opdaget nye kvarterer og fået sat en masse steder på plads i forhold til hinanden.

Efter dagens to latintimer skulle jeg finde Mosaisk Trossamfund i Ny Kongensgade for at købe billetter til en fest for staten Israels 60 år (se http://mosaiske.dk) til mig og en anden fra Israelsmissionens Unge i København. Selvom det ligger i gåafstand fra Nørreport, hvor omkring jeg til daglig færdes, er jeg ikke tit så tæt på Christiansborg, så jeg tænkte, at jeg lige ville cykle forbi "Borgen" og tage en mindre kendt rute hjemad.

Jeg besteg min sorte fuldblods-araber (en 'Saracen', importeret fra Jerusalem ;o), krydsede hurtigt Slotsholmen ad Tøjhusgade, og for ikke at cykle ind i alt for mange fodgængere på Strøget fortsatte jeg lige ud ad Holmens Kanal, som hurtigt blev til Holbergsgade. Pludselig krydsede jeg Nyhavn, hvor jeg en gang for fire år siden havde siddet ved én af de utallige fortovscaféer. Jeg fortsatte lige ud ad Toldbodgade, og uden begreb om, hvor jeg var, havde jeg pludselig Amalienborg Slot på venstre hånd; jeg nåede lige at kaste et blik gennem et pringvand og over på Operaen ude til højre, inden jeg atter var væk sammen med de mange sorte og sølvgrå BMW'er og Mercedes'er. Da jeg syntes, jeg var kørt lige lovlig hurtigt forbi slot og havn, vendte jeg om og kørte tilbage over slotspladsen og steg af cyklen på Nyhavn for at mærke stemningen af de mange forårskåde mennesker ved caféerne. Jeg cyklede hjem ad Bredgade med dens store, flotte kirker og Grønningen, hvor nogle af Mercedes'erne var blevet skiftet ud med sportsvogne og motorcykler; derefter ind ad Øster Voldgade og ud ad Nørrebrogade, hvor det lige så meget var fodgængere og cyklister som bilister, der prægede bybilledet.

På en så kort tur (det tog ca. ½ time fra Ny Kongensgade til Nørrebrogade) kan man opleve mange forskellige sider af København: fra den stilrene og grå Toldbodgade og grønne Grønningen - begge med meget få cyklister - over den afslappede og folkerige Nyhavn til den travle, tætbefolkede og farverige Nørrebrogade! For ikke at tale om de mange små og store bygninger, der er blevet bevaret fra gammel tid; jeg fik helt lyst til at sætte mig ind i byens historie! Utroligt, så inspirerende en rigtig forårsdag kan være; da jeg kom hjem, fik jeg også lyst til at eksperimentere med aftensmaden (det får jeg ellers sjældent gjort noget ud af) og til at skrive dette indlæg.

(Inden jeg nåede hjem gjorde jeg holdt ved et posthus og købte endnu en billet: Kirk Franklin In Concert i Forum Horsens d. 4. sept. - skynd dig at bestille på BilletNet!!)

Velsignet af en hjemløs

I aftes var jeg sammen med min "celle" (en lille gruppe unge fra kirken, som mødes hver 14. dag til spisning, bøn for hinanden og oftest bibelstudium m.m.), denne gang ikke privat, men på Dansk Bibel-Institut (DBI), hvor jeg har læseplads. Vi skulle nemlig ud på gaden at møde nogle af de hjemløse, som er en naturlig del af bybilledet i omegnen af Nørreport station, hvor DBI ligger. Vi delte os i to grupper, lagde aftenen og hinanden i Guds hænder og bevægede os ned på gågaden.

Elisabeth, Azadeh og jeg gik ikke mange meter, før vi kom forbi en gammel mand, der sad på en bænk med den obligatoriske barnevogn foran sig. Vi gik lidt videre, snakkede om, hvad vi skulle sige, vendte så om og spurgte, om vi måtte sætte ned os ved siden af ham. Manden, som kunne forveksles med Gandalf fra filmen Lord of the Rings - med et kæmpe garn af gråt hår og skæg, der under den store, lilla hue bredte sig ud over skuldrene som et naturligt halstørklæde - viste sig at være flink og imødekommende. Azadeh åbnede samtalen med at bemærke, at både han og Elisabeth havde en barnevogn; dog med den forskel, at der lå en baby i Elisabeths. Manden rejste sig straks, kiggede ned i hendes barnevogn og slog korsets tegn over barnet.

Elisabeth lyste op: "Du lavede korsets tegn - tror du på Gud?" Manden bekræftede det, og vi fortalte, at vi gjorde det samme. Der var blevet åbnet for en tillidsfuld samtale, som udviklede sig fra at handle om hans baggrund som kontroversiel, Platon-inspireret forfatter, som var blevet smidt ud af det kommunistiske Østeuropa, og som efter at have rejst over sø og land havde slået sig ned i København, til at blive en diskussion om kirkens rolle, belyst ud fra kirkehistorien, som han var ret godt hjemme i. Ikke just hvad vi havde ventet ...

Efter en lille times tid i kulden på bænken, fik vi et varmt håndtryk af manden og gik op på DBI, hvor vi mødte de andre og delte oplevelserne. Før jeg cyklede hjem, ville jeg lige op på læsepladsen for at tjekke mail. En medstuderende havde fortalt, at der sad en hjemløs i trappeopgangen, og da jeg kom derud, lugtede det af cigaretrøg, men jeg så ingen. Da jeg senere på aftenen gik ned ad trappen igen, hang cigaretrøgen tæt i opgangen. På vej ned gik lyset ud, og jeg famlede mig vej hen mod døren ud til gården. Idet jeg åbnede døren, faldt en lyskegle ind på en person, der lå et par meter fra mig sammen med sin hund; det gav et sæt i mig. Jeg sagde hej og skyndte mig ud i gården.

Udenfor stod barnevognen.