torsdag den 29. maj 2008

Jeg har tagget mig ...!

På søster Annettes blog så jeg en fed idé, som allerede er godt kendt i blog-verdenen; nemlig at "tagge" hinanden ("to tag" betyder bl.a. at mærke og at "blive den" (i tagfat)), og jeg har samlet bolden op fra Annette og derved "tagget" mig selv - så jeg er den! Reglerne er som følger:

1. Saml den nærmeste bog op.
2. Åbn den på side 123.
3. Find den femte sætning.
4. Post de næste tre sætninger på din blog.
5. “Tag” fem andre bloggere og skriv hvem der taggede dig.

Da det er lidt for kedeligt at vælge ordbogen, som jeg lige har brugt til at slå 'tag' op, bliver det bogen Ung Sorg af Eleonora Andersen, som jeg bruger lidt som opslagsbog, da den behandler mange forskellige emner såsom skilsmisse, død, seksualitet m.fl. Da den kommer omkring så mange emner, når den kun lige at stikke til dem, men til gengæld giver den mange forslag til videre læsning inden for de forskellige emner. En anden bonus er, at man får læst om nogle emner, som man ikke troede, man havde brug for at læse om, men som måske alligevel kan gøre én godt. Jeg har taget bogen frem flere gange og vil anbefale den, også selvom man måske ikke er helt ung længere!image

På side 123 er vi et afsnit, hvor Andersen sammenligner skilsmisse med død og opfordrer til at få taget afsked med den/de mistede, lige som når nogen dør:

At aflutte og rydde op sammen og høre og sige de svære ord om det, man mistede. Måske udtrykke vrede over noget, sige tak for andet og om muligt begynde så småt på tilgivelsesprocessen.

Også efter en skilsmisse er der liv forude, som muligvis bliver lettere at leve sammen, hvis man tager ordentlig afsked.

Som sagt er smitten nået vidt omkring, så jeg vil gøre som min søster og lade det være frit for enhver at lade sig "tagge"!

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det lyder som en spændende bog.
Og tankevækkende citat - måske er det lettere gjort for nogen end for andre...

Thomas F. Søvndal sagde ...

Ja ... Jeg er ikke sikker på, hvordan det skal forstås. Man skal tage ordentlig afsked for bedre at kunne leve sammen - lyder det ikke paradoksalt?