Ekko fra Sörknattens bjergtoppe

Puha, dér var min blog lige ved at sove ind i søvnen! Jeg skrev faktisk halvandet blogindlæg i juli og august, men fik en masse andet at se til, og pludselig var min pc til reparation. Så her følger først en reportage fra min sommerferie med familien i Sverige, skrevet den 25. juli. Jeg tillader mig lige at gøre den færdig her to måneder efter ...

Vel oppe på en af Sörknattens bjergtoppe får man lyst til at udstøde et forårsskrig. Ligesom Astrid Lindgrens figur Ronja Røverdatter gjorde det i Tage Danielssons filmatisering fra 1983. For den milevide udsigt over søer, skove og bjerge er så magisk, at man forventer, at rumpenisser og skovhekse (vildvittror) når som helst kan springe frem bag en sten eller dykke ned fra himlen.

Sådan fortæller Turen går til Sydsverige om området her i den nordvestlige del af Sydsverige. Vi så hverken rumpenisser eller skovhekse, da bror Simon, svoger Brian og jeg klokken halv seks i morges kørte dybt ind i de svenske skove her i Dalsland, hvor vi holder ferie med familien. Til gengæld blev vi vidner til en storslået natur, der langsomt vågnede i takt med, at solen fik mere og mere magt. Skovsøerne nedenfor os døsede stadig hen under den mystiske mosekonebryg, da vi forlod bilen på en bjergsråning og begav os opad. Ofte måtte jeg standse op, nyde den formidable udsigt og tage et par billeder.

På billedet ses røverkongens sønner, Brian og Simon. Vi håbede på at se nogle flotte dyr, og jeg fik da også et par korte glimt at et rådyr, der sprang af sted. Da vi højt oppe på bjerget var ved at opgive at få nedlagt den elg til aftensmaden, gav vi os til at råbe som Ronja - og jodle. Det gav de vildeste ekkoer, jeg har hørt! Lige efter ens råb kom svaret fra bakkerne lige omkring os. Men mere end et sekund efter kunne man høre en kaskade af ekkoer fortsætte derude i de skovklædte bjerge og dale, som strakte sig over måske ti kilometer, inden øjet nåede horisonten.

Wow, en storslået natur, Gud har skabt til os!

Flodbølge af "venner"!

Facebook. Fjæsbog. ProFil. Find venner. Find kærligheden. Favorisér. Forbliv uvenner. Vi har i dag valgt at sætte fokus på tilfældige ord, som alle (ja, alle!) har det til fælles, at de starter med F. Den opmærksomme og epidemiramte læser vil bemærke, at de også alle har noget med folkesygdommen Facebook at gøre ...

Jeg blev smittet for to uger siden, selvom jeg forsøgte at stå imod presset. Jeg måtte indrømme, at det trods absurd vennekapløb og tidsspild er en både praktisk og sjov foranstaltning med rigtig gode muligheder for at forny relationer og holde dem ved lige. - Så længe det ikke erstatter den virkelige omgang med folk ...

Inden jeg tog på en uges ferie var jeg blevet velsignet/belæmret med 29 "venner", og da jeg kom tilbage igen, var der 54 nye "venneanmodninger", hvoraf nogle har været folk, jeg faktisk ikke kender! Det ser ud til at antallet af "venner" fortsat har tænkt sig at stige, sådan at man til sidst er "venner" med hele vide verden. Men med den fremgangsmåde, at man anmoder om at blive ven med folk, man kun har hilst på eller gået på efterskole med for ti år siden stort set uden at have vekslet ét ord med dem - går idéen så ikke lidt af det, eftersom ens venneliste bliver helt uoverskuelig?

I den forbindelse kunne det være fedt høre nogle meninger: er det ok at takke nej til venneanmodninger fra folk, man godt ved, hvem er (og som man måske møder igen)?

"Vil du elske ...?"

Jeg sidder i toget på vej hjem fra en skøn og begivenhedsrig weekend i Vejle, Herning og Slagelse. Min ældste storebror, Flemming, blev gift med Ruth i lørdags, og det var et rigtig dejligt bryllup med rørende taler, lækker mad og musik samt dejlige mennesker! En parantes til musikken: Det tråd, jeg skulle lægge på 'Hil dig, frelser og forsoner' sammen med min søster Annette på orgel, gik i selvsving og blev til noget mudder nede i kirken (fik jeg at vide bagefter), da der endelig blev forbindelse fra guitar til forstærker! Det var jeg ret skuffet over. Tilmed blev lovsangen, som vi søskende skulle runde aftenen af med, aflyst, fordi det blev for sent og en del tog hjem, hvilket jo også var lidt ærgerligt, men sådan måtte det jo bare være. Men bortset fra det en skøn, skøn dag, og dejligt at tilbringe weekenden sammen med bror og svigerinde og alle de andre!

Det er virkelig dejligt, at Flemming har fundet sin kone, og at de har erklæret at ville elske hinanden. Som det blev understreget af både præsten (min fætter Steen) og af gommen, er kærlighed ikke først og fremmest en følelse af forelskelse, men det er det at ville elske. Mit yndlings-90'er-band dc Talk udtrykker det sådan: "Love Is a Verb" - "At elske/kærlighed er et verbum", altså noget, man gør. Men kan man elske et andet menneske bare ved at ville? Skal der ikke også følelser til, for at man kan blive ved at elske? Og hvad fører ellers en mand og en kvinde sammen, hvis ikke varme følelser for hinanden?

Hertil havde Leif Andersen, som fem uger tidligere viede min lillesøster, Miriam, en pointe, nemlig at følelserne kommer af kærlige handlinger. Så når man viser kærlighed over for den anden, får den anden følelser for én, og disse følelser motiverer personen til at elske tilbage. Men hvad kommer så først: hønen eller ægget? Eller hvad er det, der gør, at man bliver forelsket - den andens kærlighed til én?

Jeg har tagget mig ...!

På søster Annettes blog så jeg en fed idé, som allerede er godt kendt i blog-verdenen; nemlig at "tagge" hinanden ("to tag" betyder bl.a. at mærke og at "blive den" (i tagfat)), og jeg har samlet bolden op fra Annette og derved "tagget" mig selv - så jeg er den! Reglerne er som følger:

1. Saml den nærmeste bog op.
2. Åbn den på side 123.
3. Find den femte sætning.
4. Post de næste tre sætninger på din blog.
5. “Tag” fem andre bloggere og skriv hvem der taggede dig.

Da det er lidt for kedeligt at vælge ordbogen, som jeg lige har brugt til at slå 'tag' op, bliver det bogen Ung Sorg af Eleonora Andersen, som jeg bruger lidt som opslagsbog, da den behandler mange forskellige emner såsom skilsmisse, død, seksualitet m.fl. Da den kommer omkring så mange emner, når den kun lige at stikke til dem, men til gengæld giver den mange forslag til videre læsning inden for de forskellige emner. En anden bonus er, at man får læst om nogle emner, som man ikke troede, man havde brug for at læse om, men som måske alligevel kan gøre én godt. Jeg har taget bogen frem flere gange og vil anbefale den, også selvom man måske ikke er helt ung længere!

På side 123 er vi et afsnit, hvor Andersen sammenligner skilsmisse med død og opfordrer til at få taget afsked med den/de mistede, lige som når nogen dør:

At aflutte og rydde op sammen og høre og sige de svære ord om det, man mistede. Måske udtrykke vrede over noget, sige tak for andet og om muligt begynde så småt på tilgivelsesprocessen.

Også efter en skilsmisse er der liv forude, som muligvis bliver lettere at leve sammen, hvis man tager ordentlig afsked.

Som sagt er smitten nået vidt omkring, så jeg vil gøre som min søster og lade det være frit for enhver at lade sig "tagge"!

Yom Ha'atzmaut - at fejre Israel

Hvad har Anders Fogh Rasmussen, Erann DD og Eddie Skoller til fælles? Det er ikke kun det, at de alle (måske bortset fra Skoller) har en skinger stemme, men alligevel forstår (måske bortset fra Skoller) at bruge den; nej, de og mange andre medvirkede ved en fest for staten Israel, som jeg var så heldig at tage del i i torsdags, Israels uafhængighedsdag efter den jødiske kalender. Og hviken fest! Programmet var spækket med spændende, flotte og festlige indslag (måske bortset fra Skollers), og det spændte så vidt som fra taler med statsministeren og den israelske embassadør over imponerende smukke klassisk-musikalske indslag til koncerter, der kunne få selv de mange gamle mennesker op ad sæderne i FalconerSalen, herunder klezmermusik og Erann DD! Alt sammen serveret på tre timer, og der var virkelig kvalitet for pengene.

Jeg var spændt på at høre, hvad Fogh Rasmussen havde at sige om Israel; han måtte selvfølgelig dele George W. Bush's sympati, og størstedelen af talen var da også en manifestation af Danmarks gode forhold til Israel, ikke mindst begrundet i indsatsen over for de danske jøder under Anden Verdenskrig. Han brugte også en del tid på at sige, at Danmark var med som en vigtig stemme, da FN i 1947 vedtog resolutionen, der skulle give det jødiske folk et hjemland i det daværende britiske mandat, Palæstina, og at Israel fortsat har Danmarks støtte. Selvom der da også kom en forsigtig løftet pegefinger om, at det forpligter at være en "demokratiets forpost" i Mellemøsten, kunne statsministeren gå ned til sin plads med en meget lang klapsalve i ryggen.

Det kan virke som om, man lukker øjnene over for de mange palæstinensere, der har lidt under statens tilstedeværelse, når man tager del i en sådan fest. For hvad med de mange mennesker i Gaza og på Vestbredden, der lever under fattigdomsgrænsen og bag mure, som adskiller dem fra deres arbejde, venner og familier i det land, der som en selvfølge nærmest altid har været deres?

Da jeg sidste år boede i Jerusalem, var jeg med til at fejre Yom Ha'atzmaut, uafhængighedsdagen, med fest, musik og dans i gaderne. Kort tid efter kom en fest for 'Jerusalems genforening', hed det vist. Man fejrede, at det var 40 år siden, Jerusalem i Seksdageskrigen blev "befriet". Den fest kunne jeg ikke deltage i, især pga. dette ordvalg! Som om Østjerusalem havde været besat af arabere og ellers altid havde tilhørt jøder! Det er muligt, at Israel i sommeren 1967 ikke havde andet valg end at gå til angreb for ikke at blive mejet ned fra alle sider, men ligefrem at fejre denne sejr som en befrielse fra en tidligere besættelsesmagt - så er det spørgsmålet, om man ikke beder om et terrorangreb! Jeg tror, Israel - både befolkning og regering - har brug for en god portion ydmyghed. Som Herbert Pundik sagde i et radioprogram (frit efter hukommelsen): En fremtidig fred kræver ikke kun, at de omkringliggende arabiske lande accepterer Israel - det har flere af dem allerede gjort - men også, at Israel accepterer sin beliggenhed blandt arabiske nationer og respekerer sin arabiske befolkning.

Jeg lukker ikke øjnene over for palæstinensernes grufulde situation. Men jeg vil stadigvæk holde på, at det jødiske folk har brug for sit eget hjemland - ikke mindst pga. nazismen, der desværre stadigvæk ses flere steder i Europa - og at dette land naturligvis må ligge i (det tidligere) Palæstina. Så mazal tov - tillykke!

Jeg er så glad for min cykel ...

Det fede - blandt alle de andre fede ting - ved at bo i hovedstaden er, at man aldrig (i hvert fald ikke efter to år) bliver færdig med byen. I takt med at jeg er flyttet fra en bydel (eller forstad) til en anden og har fået nye cykelruter, har jeg opdaget nye kvarterer og fået sat en masse steder på plads i forhold til hinanden.

Efter dagens to latintimer skulle jeg finde Mosaisk Trossamfund i Ny Kongensgade for at købe billetter til en fest for staten Israels 60 år (se http://mosaiske.dk) til mig og en anden fra Israelsmissionens Unge i København. Selvom det ligger i gåafstand fra Nørreport, hvor omkring jeg til daglig færdes, er jeg ikke tit så tæt på Christiansborg, så jeg tænkte, at jeg lige ville cykle forbi "Borgen" og tage en mindre kendt rute hjemad.

Jeg besteg min sorte fuldblods-araber (en 'Saracen', importeret fra Jerusalem ;o), krydsede hurtigt Slotsholmen ad Tøjhusgade, og for ikke at cykle ind i alt for mange fodgængere på Strøget fortsatte jeg lige ud ad Holmens Kanal, som hurtigt blev til Holbergsgade. Pludselig krydsede jeg Nyhavn, hvor jeg en gang for fire år siden havde siddet ved én af de utallige fortovscaféer. Jeg fortsatte lige ud ad Toldbodgade, og uden begreb om, hvor jeg var, havde jeg pludselig Amalienborg Slot på venstre hånd; jeg nåede lige at kaste et blik gennem et pringvand og over på Operaen ude til højre, inden jeg atter var væk sammen med de mange sorte og sølvgrå BMW'er og Mercedes'er. Da jeg syntes, jeg var kørt lige lovlig hurtigt forbi slot og havn, vendte jeg om og kørte tilbage over slotspladsen og steg af cyklen på Nyhavn for at mærke stemningen af de mange forårskåde mennesker ved caféerne. Jeg cyklede hjem ad Bredgade med dens store, flotte kirker og Grønningen, hvor nogle af Mercedes'erne var blevet skiftet ud med sportsvogne og motorcykler; derefter ind ad Øster Voldgade og ud ad Nørrebrogade, hvor det lige så meget var fodgængere og cyklister som bilister, der prægede bybilledet.

På en så kort tur (det tog ca. ½ time fra Ny Kongensgade til Nørrebrogade) kan man opleve mange forskellige sider af København: fra den stilrene og grå Toldbodgade og grønne Grønningen - begge med meget få cyklister - over den afslappede og folkerige Nyhavn til den travle, tætbefolkede og farverige Nørrebrogade! For ikke at tale om de mange små og store bygninger, der er blevet bevaret fra gammel tid; jeg fik helt lyst til at sætte mig ind i byens historie! Utroligt, så inspirerende en rigtig forårsdag kan være; da jeg kom hjem, fik jeg også lyst til at eksperimentere med aftensmaden (det får jeg ellers sjældent gjort noget ud af) og til at skrive dette indlæg.

(Inden jeg nåede hjem gjorde jeg holdt ved et posthus og købte endnu en billet: Kirk Franklin In Concert i Forum Horsens d. 4. sept. - skynd dig at bestille på BilletNet!!)

Velsignet af en hjemløs

I aftes var jeg sammen med min "celle" (en lille gruppe unge fra kirken, som mødes hver 14. dag til spisning, bøn for hinanden og oftest bibelstudium m.m.), denne gang ikke privat, men på Dansk Bibel-Institut (DBI), hvor jeg har læseplads. Vi skulle nemlig ud på gaden at møde nogle af de hjemløse, som er en naturlig del af bybilledet i omegnen af Nørreport station, hvor DBI ligger. Vi delte os i to grupper, lagde aftenen og hinanden i Guds hænder og bevægede os ned på gågaden.

Elisabeth, Azadeh og jeg gik ikke mange meter, før vi kom forbi en gammel mand, der sad på en bænk med den obligatoriske barnevogn foran sig. Vi gik lidt videre, snakkede om, hvad vi skulle sige, vendte så om og spurgte, om vi måtte sætte ned os ved siden af ham. Manden, som kunne forveksles med Gandalf fra filmen Lord of the Rings - med et kæmpe garn af gråt hår og skæg, der under den store, lilla hue bredte sig ud over skuldrene som et naturligt halstørklæde - viste sig at være flink og imødekommende. Azadeh åbnede samtalen med at bemærke, at både han og Elisabeth havde en barnevogn; dog med den forskel, at der lå en baby i Elisabeths. Manden rejste sig straks, kiggede ned i hendes barnevogn og slog korsets tegn over barnet.

Elisabeth lyste op: "Du lavede korsets tegn - tror du på Gud?" Manden bekræftede det, og vi fortalte, at vi gjorde det samme. Der var blevet åbnet for en tillidsfuld samtale, som udviklede sig fra at handle om hans baggrund som kontroversiel, Platon-inspireret forfatter, som var blevet smidt ud af det kommunistiske Østeuropa, og som efter at have rejst over sø og land havde slået sig ned i København, til at blive en diskussion om kirkens rolle, belyst ud fra kirkehistorien, som han var ret godt hjemme i. Ikke just hvad vi havde ventet ...

Efter en lille times tid i kulden på bænken, fik vi et varmt håndtryk af manden og gik op på DBI, hvor vi mødte de andre og delte oplevelserne. Før jeg cyklede hjem, ville jeg lige op på læsepladsen for at tjekke mail. En medstuderende havde fortalt, at der sad en hjemløs i trappeopgangen, og da jeg kom derud, lugtede det af cigaretrøg, men jeg så ingen. Da jeg senere på aftenen gik ned ad trappen igen, hang cigaretrøgen tæt i opgangen. På vej ned gik lyset ud, og jeg famlede mig vej hen mod døren ud til gården. Idet jeg åbnede døren, faldt en lyskegle ind på en person, der lå et par meter fra mig sammen med sin hund; det gav et sæt i mig. Jeg sagde hej og skyndte mig ud i gården.

Udenfor stod barnevognen.