søndag den 10. februar 2008

Velkommen til Jerusalem v. II

Efter et halvt års pause som blog-skribent - da jeg kom hjem fra mit seks måneders ophold i Jerusalem (http://thomassoevndal.spaces.live.com), var der åbenbart ikke længere den store skrivetrang - er jeg nu tilbage med denne nye weblog, og med fornyet skrivelyst! Jeg holder meget af at nedfælde mine tanker skriftligt, og hvis nogen virkelig gider læse og evt. kommentere dem, så bliver det jo bare sjovere.
Og nu, hvor jeg er blevet "rigtig københavner" og ikke bare forstadskøbenhavner, har denne multietniske by givet mig nogle oplevelser, som faktisk har kunnet kompencere lidt for ikke længere at bo i det multietniske og -religiøse Jerusalem (bl.a. deraf navnet, 'Jerusalem version II'). For det var unægteligt en flad - omend rar - oplevelse at komme tilbage til det flade, ensformige og kulturelt strømlinede Vestsjælland, og jeg nød virkelig min første dag i København, hvor der ofte var engelsktalende og tørklædebærende folk omkring mig. Ikke at jeg vil gøre et glansbillede ud af at bo i Jerusalem eller af befolkningen dér; det er slet ikke mit ærinde, for der findes mange grimme sider af Det Hellige Land (jf. fotoet øverst, taget på vej ned af Oliebjerget palmesøndag sidste år)!
Men noget af den Israelske kultur med al dens mangfoldighed, fest og farver samt religiøsitet i "det offentlige rum" kunne jeg nu godt tænke mig at indføre i Danmark.

De førnævnte "jerusalemske" oplevelser i København vil jeg fortælle om senere. I skal for øvrigt ikke forvente al for stor aktivitet på bloggen. Jer, der kender mig, vil vide, at jeg ikke gider bruge ret meget tid ved tasterne; til gengæld vil indlæggene, når de endelig kommer, måske være af desto større interesse. De vil nok primært handle om oplevelser af at færdes i den mangfoldige storby, om den besynderlige beskæftigelse at studere aspekter af sin tro ved et universitet og om det at være kirke i København. Og selvfølgelig; syn på Israel/Palæstina i bred forstand kan jeg nok ikke lade være med at diskutere.
Velkommen til Jerusalem version II!

1 kommentar:

Annette sagde ...

Hej Thomas.
Den ser rigtig spændende ud, din nye blog.
Jeg glæder mig til at læse mere :o)
Kh Søs